Nye priser og tilskud fra Regionerne og nye regler fra Sundhedsstyrelsen

Den 1. april 2015 træder en ny aftale om priser og tilskud til tandbehandling mellem regionerne og tandlægerne i kraft. Samtidig skal danske tandlæger for fremtiden behandle patienter efter nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.

Når du efter 1.4.2015 skal til tandlæge, vil dit almindelige eftersyn hedde noget andet, end du er vant til.

Indførelsen af de nye kliniske retningslinjer vil betyde at du, afhængig af dine tænders tilstand, skal placeres i kategori grøn, gul eller rød.

  • Grøn kategori betyder, at dine tænder og dit tandkød er sundt. At du har gode tandvaner og ikke befinder dig i risiko for at udvikle tand- eller mundhule sygdomme. Du skal for fremtiden have foretaget eftersyn (statusundersøgelse) med 12 til 24 måneders interval.
  • Gul kategori betyder, at du har aktiv sygdom i tænder eller tandkød, eller du befinder dig i en risikogruppe for at udvikle sygdomme i tænder eller mundhule.
    Du skal for fremtiden have et årligt eftersyn og en eller flere årlige kontroller der fokuserer på dit problem og løsningen af dette.
  • Rød kategori betyder, at du har alvorlige tand eller tandkødslidelse. Eller du har stor risiko for at udvikle dette.
    Du skal ligeledes have et årligt eftersyn og så mange fokuserede kontroller der er nødvendige for at begrænse og om muligt helbrede dine tænder eller dit tandkøds sygdomme.

Udover eftersyn og fokuserede kontroller skal der foretages forebyggende behandling, hvis du er i kategori gul eller rød. Der kan desuden foretages tandrensning, parodontosebehandling og almindelig tandbehandling som du er vant til.

Målet for vores behandling af dig er, at du opnår kategori grøn.

Uanset hvilken boks de nye kliniske retningslinjer putter dig i, har du altid ret til selv at bestemme, hvor tit du vil have foretaget en tandrensning og screening af din mund for sygdomme. Hvis du er i kategori grøn, er der dog kun tilskud fra sygesikringen 1 gang om året.

Det årlige eftersyn og tandrensning vil koste ca. 350 kr. med tilskud og ca. 150 kr. mere uden tilskud.

Du er meget velkommen til at spørge din tandlæge eller receptionisterne, hvis du ikke forstår de nye ydelser på din tandlægeregning.